Over 1 mio. kr. til nordjysk kunst og kultur

Om Regionen Regional Udvikling

Regionsrådets udvalg for Regional Udvikling og Innovation har uddelt årets sidste kulturmidler på 1,1 mio. kr. til 11 projekter, som giver nyskabende kulturtilbud til nordjyderne. De støttede projekter er udvalgt blandt 57 ansøgninger til den populære kulturudviklingspulje.
Livsbilleder, Kunstbygningen i Vrå

Kultur gør en forskel i nordjydernes liv

Regionsrådets kulturudviklingspulje støtter, at flere nordjyder får glæde af kunst og kultur, at lokalområder udvikler sig gennem kultur, og at kunst og kultur skaber øget bevidsthed om, eller forslag til svar på, samfundets aktuelle udfordringer.

- Kulturen er vigtig, når vi skal sikre, at Nordjylland er en attraktiv region. Kultur bidrager til nordjydernes livskvalitet, til den mentale trivsel, til et sundt liv, og til at sikre udvikling i alle dele af regionen. Og der er store potentialer i samspillet mellem områder som bæredygtighed, sundhed, mental trivsel og bosætning, siger Peder Key Kristiansen, medlem af Regionsrådet og formand for Udvalg for Regional Udvikling og Innovation.

Unge skaber egne livsbilleder

Et af de støttede projekter er ”Livsbilleder” fra Kunstbygningen i Vrå. Gennem en række workshops med professionelle kunstnere vil elever og unge fra folkeskoler, gymnasier, erhvervsuddannelser, højskoler, kaserner m.v. sætte billeder på deres liv og fremtidsdrømme. De unges video, foto, montage og maleri samles til et stort videoværk, som man kan træde ind i og opleve i surround-visning.

- Vi sætter fokus på de unges livskompetencer, digitale dannelse og fremtidsdrømme gennem kunst og i et trygt fællesskab. Projektet formidler unges tanker, følelser og forestillinger, til både ældre og yngre generationer. Her går man bogstavelig talt ind i de unges univers, lytter, ser og mærker, siger Signe Højmark, leder af Kunstbygningen i Vrå.

Skriveskole for berørte af selvmord

Et andet projekt, som Regionsrådet har tilgodeset, er ”Når de har taget livet af sig - Skriveskole for efterladte efter selvmord” udviklet af Charlotte Rørth, forfatter, journalist og foredragsholder, der selv har haft selvmord tæt inde på livet.

- Hvert år mister 30.000 danskere en nærtstående til selvmord, mange tusinde flere rammes som venner, arbejds- eller skolekammerater med mere. Mange får langvarige reaktioner, der ofte skjules, fordi det er svært at tale om den megen anderledes sorg efter selvmord sammenlignet med andre dødsfald. Med dette forløb bruger vi kunsten at skrive som redskab til at håndtere sorgen. Fællesskabet i skriveskolen vil desuden være med til at mindske tabuet omkring selvmord for både deltagerne og dem, der efterfølgende læser teksterne, siger Charlotte Rørth.

Yderligere informationer:

Regionsrådets Kulturudviklingspulje

Regionsrådets kulturudviklingspulje kan søges af kulturinstitutioner, foreninger, kommuner, organisationer, kunstnere og andre, der arbejder med kunst, kreativitet, kultur og udvikling i Nordjylland.

Disse projekter fik i december 2023 i alt 1.109.500 kr. i støtte fra kulturpuljen:

  • Livsbilleder - Unge Nordjyder skaber virkelighed v. Kunstbygningen i Vrå (150.000 kr.)
  • En Plads I Manegen v. Dune Productions Aps (200.000 kr.)
  • Kulturens Fanebærere i Region Nordjylland v. Ung Kult - for unge, af unge (150.000 kr.)
  • Forsamlingshuset v. Aalborg Teater (200.000 kr.)
  • Kulturprogram for mennesker i udsatte positioner/vindblæste stemmer v. Blå Kors Danmark (100.000 kr.)
  • Fyrtårnets lys v. Vendsyssel Teater (42.000 kr.)
  • Når de har taget livet af sig. Skriveskole til efterladte kolleger, kammerater og pårørende v. Charlotte Rørth (63.500 kr.)
  • Danser med Unge v. Museum Rebild S/I (54.000 kr.)
  • Musikken binder Nordjylland sammen v. HWM Musik (50.000 kr.)
  • Levetid - på vej mod døden i levende live! v. Stamcellerne (50.000 kr.)
  • Digterrute på de Himmerlandske Heder v. Johannes V. Jensen og Thit Jensen Museet (50.000 kr.)

Læs mere om Regionsrådets kulturudviklingspulje på Region Nordjyllands hjemmeside: rn.dk/kulturpuljen

Kontaktpersoner:

Peder Key Kristiansen (S), medlem af Regionsrådet og formand for Udvalg for Regional Udvikling og Innovation, tlf. 30 60 81 23, peder.kristiansen@rn.dk

Anders Stensgaard Jensen, kulturkonsulent, Region Nordjylland, tlf. 61 24 61 64, anstje@rn.dk

Opdateret